H Ø R I N G S V A R

‘Hvad er forskellen på en forfatter og en tekstforfatter?’, spørger Freemuse i dette høringssvar til Kulturministeriet, der ønsker at hjælpe verdens forfulgte forfattere, men ikke dens forfulgte sangere og tekstforfattere

Den 16. januar gjorde Freemuse sammen med Dansk Kunstnerråd og DJBFA Kulturministeren opmærksom på, at vi finder forslaget om fribyer diskriminerende i forhold til forfulgte musikere, teaterfolk og andre kunstnere.

Vi har også fremført denne kritik af lovforslaget over for Folketingets Kulturudvalg, hvilket fik udvalget til at stille et nyt spørgsmål til ministeren, hvor udvalget bad ministeren redegøre for, hvilke hindringer der skulle være for at lovforslaget inkluderer blandt andre musikere.

Ministeren har i sit svar til Kulturudvalget skrevet:

“... For regeringen er det imidlertid væsentligt, at der sættes nogle meget klare grænser for, hvem der kan blive omfattet af ordningen. Derfor fokuseres der i det aktuelle lovgivningsinitiativ på forfatterne/skribenterne.”

Ministeren undlader i sit svar til Kulturudvalget at give en begrundelse for eller gå ind i en diskussion om, hvorfor den foreslåede ordning skal være diskriminerende. Ministeren gentager sådan set blot, at ordningen kun skal omfatte forfattere.

Uden at gå i detaljer med det svar, ministeren er kommet med, vil vi hermed gerne yderligere underbygge argumentationen for, hvorfor vi mener, at den danske regerings lovforslag ikke er ordentligt gennemtænkt.

Da Freemuse arbejder globalt med at dokumentere overgreb mod musikere og komponisters ytringsfrihed, er det nærliggende at tage udgangspunkt i teksterne. For hvad er forskellen på en forfatter og en tekstforfatter?

Kan man i en fribyordning skelne mellem tekstforfatteren, som gennem sange når ud til et millionpublikum og dermed påkalder sig korrupte statsledere og religiøse fundamentalisters vrede – og forfattere, som når et (ofte) mindre publikum, men som påkalder sig samme magthaveres vrede, fordi bogen læses af den uddannede elite i landet?

Kulturministerens forslag til en fribyordning tager ikke højde for, at vi i dagens kulturlandskab må forholde os til en yderst kompleks virkelighed.

Eksempel 1:
En ung afghansk VJ (Video Jockey – altså en tv-musikjournalist, som præsenter musikvideoer) blev for et par år siden tæsket af religiøse fanatikere, ved flere tilfælde stoppet og truet af afghanske politifolk og til sidst truet på livet, fordi han på afghansk tv introducerede vestlig musik i det land, som gennem en fem-årig periode havde oplevet et totalt musikforbud under Talibans rædselsregime.

Den unge mand, Shakeb Isaar, henvendte sig til den internationalt anerkendte organisation for beskyttelse af journalister, CPJ, i USA. Organisationen meldte tilbage, at eftersom han var musikjournalist, så faldt han desværre ikke ind under deres regi. CPJ henvendte sig til Freemuse, som har fokus på beskyttelse af musikere og komponisters ytringsfrihed, og altså ikke umiddelbart musikjournalister – men vi kunne naturligvis ikke lade den unge mands skæbne falde mellem to organisationer, og derfor gik Freemuse ind i sagen.

Den unge afghanske journalist bor nu i Sverige, hvor han har fået asyl. Han er dog ikke omfattet af nogen fribyordning, og med den danske regerings udspil er det også svært at forestille sig, at han ville blive accepteret af det internationale 'Cities of refuge' netværk, ICORN systemet.

Eksempel 2:
Mandag den 3. marts på 'Music Freedom Day' offentliggjorde Freemuse sin første Freemuse Award, som tildeles en komponist eller musiker, der har gjort et særligt arbejde for ytringsfriheden. Prisen gives i år til den afrikanske reggaemusiker Tiken Jah Fakoly, som lever i eksil i Mali, fordi hans tekster har afsløret magtkorruptionen i hans hjemland, Elfenbenskysten.

Det var ikke Tiken Jah Fakolys musik, kupgeneralerne reagerede på – det var hans tekster.

Men i den definition, som vil blive benyttet i den danske regerings forslag for fribyer, så er Tiken Jah Fakoly 'musiker' – og kan dermed ikke komme i betragtning i fribyordningen. Dette på trods af, at det er hans tekster, som har været med til at mobilisere millioner af afrikanere i protest med politisk korruption. Dette til trods for, at han i december også blev erklæret “persona non grata” i Senegal efter (verbal) kritik rettet mod landets præsident.

Eksempel 3:
Freemuse har i flere år fulgt og støttet den tyrkiske musiker og skribent Ferhat Tunç i hans årelange kamp mod det tyrkiske retssystem. Ferhat Tunç forfølges systematisk af det tyrkiske retssystem på grund af de ord, han benytter. At hans musik desuden censureres i medierne er en anden sag.

Tunç har retssager på grund af sine sangtekster, han har retssager på grund af artikler, han skriver, og han har retssager på grund af de ord, han siger mellem sangene, når han optræder med sin musik.

Når han trues på livet på grund af sangteksterne, så er han ifølge det danske lovforslag ikke kvalificeret til fribyordningen.
Hvis han trues på livet på grund af en af sine artikler, så er han i princippet kvalificeret.

Kynisk set, så vil det altså være bedre for ham, hvis de nuværende dødstrusler rettet mod ham var kommet på grund af artiklerne. Men dødstruslerne kom efter en koncert.

En så væsentlig lovgivning som fribyerne bør ikke skæmmes af en diskriminerende udformning fra starten.

Freemuse støtter naturligvis, at Danmark skal indføre en fribyordning, men den bør være inkluderende, og lovforslaget kan ganske let udformes således, at det omfatter såvel forfulgte forfattere og udgivere som kunstnere.

Med venlig hilsen