På Fuat Talays MySpace-profil står kun denne ene sætning: “Politisk uro kombineret med manglen på ytringsfrihed i Tyrkiet tvang ham til at forlade sit hjemland, som han stadig ikke kan vende tilbage til.”

Den 32-årige sanger foretrækker at fokusere på listen over de positive ting, der blev en indirekte følge af, at han flygtede ud af Tyrkiet for 10 år siden og fik held med at etablere sig som professionel musiker i den nordlige del af Europa.

Hvis han ikke var blevet anklaget og dømt for at være kurdisk terrorist, blot fordi han spillede visse kurdiske folkemusik-sange, ville han sandsynligvis aldrig være endt med at offentliggøre et album sammen med en norsk musiker og producent som Mashti (rigtige navn: Mads Nordheim), eller have turneret med en dansk-irakisk musiker og sanger som Aida Nadeem og hendes ‘arabtroniske’ band.

Trio spiller kurdiske melodier
Fuat Talay voksede op i nærheden af Van — en by i den østlige del af Tyrkiet, i nærheden af grænserne til Iran og Irak. Han var musiker og havde sunget de anatolske og tyrkiske folkemusik-sange fra egnen lige siden han var 10 år gammel.

“På det tidspunkt — i 1990erne — var Van en by, hvor blandingen af både tyrkiske, kurdiske, azerianske og armenske kulturer blomstrede,” fortæller Fuat.

Fuat kom fra en tyrkisk familie. Hans bror var aktiv i politik allerede fra 13-års alderen, og da Fuat og to af hans venner begyndte at spille som en trio, blev de inviteret af broderen til at optræde ved politiske møder og demonstrationer. Her spillede de mest tyrkisk folkemusik, og de har også spillet visse kurdiske melodier. Denne trio havde ikke et navn.

“Vi var bare tre venner, der blev musikere,” siger Fuat Talay. “Jeg spillede baglama. En ven spillede percussion, en anden var sanger.”

Baglamaen er en slags tre-strenget tyrkisk guitar, der også ofte omtales som "saz” (der bogstaveligt betyder 'instrument' på tyrkisk).

“Vi var omkring 15 år gamle, da vi en dag hørte, at vores forsanger, Ibrahim, var blevet anholdt, da han til fods var på vej hjem. Næste dag blev han fundet bevidstløs, liggende på toppen af en skraldespandscontainer. Han var blevet gennemtævet, og det tog ham mere end en måned at komme til sig selv igen. Efter den hændelse, forlod han vores band og flyttede til en anden by.”

Månedligt tv-program
Et år senere blev Fuat Talay og hans ven tilbudt at være vært for et månedligt tv-program om folkemusikken på en lokal Van tv-station. Politiet overvågede deres tv-programmer nøje, og en dag, da de netop havde afsluttet optagelsen af et program, ventede to civil-klædte politifolk på dem uden for studiet. Fuat blev taget med til politistationen og sat i en celle i et par timer. Derefter fik han bind for øjnene, så han ikke kunne se den person, der forhørte ham. Af officeren fik han følgende at vide: “Du er kendt for at være politisk aktiv i denne by, og de unge sympatiserer med dig. Flere og flere mennesker i Van ser dit program. Vi synes, du skal stoppe med at være vært og gæst i det tv-show.”

“Vi ville ikke finde os i at blive intimideret eller truet på den måde,” fortæller Fuat Talay. “Så vi gik til Valien i byen, en slags statslig administrationsborgmester, og bad ham om at gennemse vores udsendelse. Efter at han havde set den, fortalte han os, at vi havde hans tilladelse til at fortsætte med at producere det.”

På det tidspunkt var Fuat Talay blot 17 år gammel og var netop færdig med gymnasiet. Han fik hurtigt mange koncerttilbud som musiker og holdt derfor op med at producere og udsende tv-programmer. Ikke længe efter hørte han et rygte om, at nogle af hans venner fra gymnasiet var blevet arresteret.

“Vi havde været på et koncertsted 15 kilometer uden for Van. På vores vej hjem blev vores bil standset ved en vejspærring, hvor 15 bevæbnede politifolk tilsyneladende havde ventet på os. De kørte os tre musikere og vores chauffør væk i en politibil. I ugevis blev vi holdt bag tremmer i kælderen på den lokale politistation, uden at være i stand til at kontakte vores familier eller nogen udenfor.”

Ifølge den tyrkiske lovgivning, havde politiet ikke tilladelse til at behandle dem på den måde i mere end højest 48 timer, men i dette kurdiske område tillader en særlig terroristlov politiet at holde anholdte grupper i op til 15 dage uden retssag. De holdt Fuat og hans venner fanget i 23 dage. De fleste af dem var under 18 år gamle.

Tortur
“Chaufføren og sangeren blev løsladt efter et par dage. Men perkussionisten og jeg blev sat i en celle sammen med tre andre personer, som vi kendte fra vores gymnasiedage. Vi kunne ofte høre skrig, når folk blev tortureret, og de startede med os, lige efter vi var kommet ind. De tog mig ind i et værelse og tvang mig til at underskrive en masse forskellige papirer, mens de sparkede og pryglede mig. Jeg fik en skade i ryggen, som var meget smertefuld. Disse smerter fortsatte år senere, og da jeg til sidst blev indlagt, fortalte lægerne mig, at slagene havde løsnet en skive i min rygsøjle.”

Men ikke desto mindre... Om aftenen, når lysene blev slukket i kælderen, sang de unge drenge og piger sammen og gjorde deres bedste for at holde modet oppe. De fik kun lov til at drikke vand én gang om dagen, og Fuat forklarer, at dette i sig selv var en form for tortur:

“Den eneste mad, vi fik, to gange om dagen, var et brød og noget saltholdigt ost, som gjorde os meget tørstige. Faktisk, de første tre dage vi var arresterede, fik vi overhovedet ikke noget mad, fordi vi nægtede at spise.”

I retten
Da de endelig efter tre lange uger blev taget til et domstolslokale, fandt de ud af, at der var 25 personer, som var blevet arresteret på samme tid.

“Det var første gang, vi kunne tale med en statsadvokat, og tilsyneladende var vore forældre blevet informeret om dette retsmøde, fordi de var til stede i retsværelset. Vi fik ikke lov til at tale med dem, men i det mindste kunne de se, at vi var i live. I de første par uger vidste vore forældre ikke, hvad der var sket med os, eller hvor vi var blevet anholdt. Da de havde spurgt ved flere politistationer, havde politiet nægtet at bekræfte, at vi var blevet arresteret.”

Efter retsmødet blev 16 af de unge løsladt. Fuat Talay og otte andre blev bragt til et fængsel i Van. Hans familie fandt en advokat, der havde gode kontakter til de højt positionerede i det juridiske system, og efter kun fire dage i fængsel fik Fuat pludselig oplyst, at han var fri og kunne gå.

“Du kan gå nu. Du er blevet frigivet,” sagde vagten.
“Men hvorfor?”
“Bare gå!”
“Men jeg går ingen steder, før du også slipper min ven fri.”
“Han vil også blive frigivet. I morgen.”

Hvilket rent faktisk skete: Den næste dag blev hans ven — percussionisten i bandet — også frigivet.

Under jorden i Istanbul
Retssagen blev flyttet til Retten i Diyarbakir, 400 kilometer fra Van, og Fuat var i mellemtiden blevet optaget på Kunstakademiet i Yuzuncuyil Universitetet i Van, hvor han begyndte at studere musik.

Efter tre og et halvt år, kun seks måneder før sin endelige eksamen, fik Fuat et telefonopkald fra en ven, som spurgte: “Har de ikke anholdt dig endnu? Har du ikke hørt, at retten har givet dig en straf på 12 år og seks måneder i fængsel?!”

Fuat ringede til sin advokat for at tjekke op på sagen, og en time senere vendte denne tilbage med et opkald, hvor han sagde: “Der er intet, jeg kan gøre. Du er simpelthen nødt til at flygte. Nu!”

Med kun seks måneder tilbage af sine studier, syntes det at være en meget drastisk handling, men efter at have talt med sin familie, besluttede han at droppe uddannelsen, og kun to timer senere sad han i et fly på vej til hovedstaden Ankara. Derfra tog en bus ham til Istanbul, hvor han kunne bo hos nogle venner, mens han udtænkte, hvad han skulle gøre.

Efter nogle uger fandt han et sted, som kunne hjælpe ham med at producere et falsk ID-kort og et falsk studiekort. Kort tid efter blev han ansat som musiklærer under falsk navn.

Visum til Danmark
Efter halvandet år og efter sin 22. fødselsdag underviser Fuat Talay stadig børn i hvordan man spiller baglama og i dans, i traditionel stil, i en forening for kurdiske børn. I al den tid forsøger hans familie og hans advokat stadig at få 12-års-dommen væltet, men forgæves.

Et internationalt organ bistår Fuat Talay i at få et 10-dages visum til en rejse til Danmark for at deltage i en workshop om tyrkisk musik, og derfra blev han rådet til at gå videre til Sverige, som havde et fællesskab af tyrkiske og kurdiske flygtninge i Stockholm. Han tog dertil, fik lov til at opholde sig i landet og arbejde med nogle specifikke musik-projekter, hvoraf et af dem var “World Music laboratorium”. Han ansøgte om politisk asyl i Sverige, men da Danmark var det første land han var flygtet til, blev han rådet til at flytte tilbage til Danmark, hvor han hurtigere kunne indrømmes asyl.

Efter to år modtog han en opholds- og arbejdstilladelse i Danmark til at arbejde som musiklærer på en skole i Jylland.

Dette gav ham incitament til at studere for at få en lærereksamen, som han i øjeblikket studerer til på Frederiksberg Universitetsafdeling i København. I 2002 bestod han den første af to uddannelsesmoduler.

I dag har Fuat Talay slået sig ned i Danmark, i København, og medlemmerne af hans familie i Tyrkiet kommer for at besøge ham der, da han ikke er i stand til at vende tilbage til sit hjemland. Fuat har turneret med sit baglama instrument rundt i Europa og Afrika. I de senere år har han spillet med kunstnere som den landsforviste kurdiske sanger Şivan Perwer og divaen af tyrkisk folkemusik, Sabahat Akkiraz.

Aktiviteter i Skandinavien
I 2008 udgav Fuat Talay og Mashti deres album ‘Sufisticated’ på selskabet Wan Production. Fuat Talay har deltaget som arrangør og har spillet baglama på mange andre album, og han optræder regelmæssigt med orkestre, såsom Efkarens Ensemble og Hicaz Ensemble, så vel som i andre gruppe-konstellationer, som spiller tradtionel tyrkisk musik — og som solist. I 2006 har Fuat Talay sammen med Efkar Ensemble i Sverige udgivet albummet ‘Tilbage til Anatolien’ på det svenske selskab Caprice Records.

I august 2008 gav Fuat Talay en række koncerter i det nordlige Jylland som del af Go Global Festivalen og den 24. oktober optræder han i København i forbindelse med et Dansk Flygtningehjælp arrangement om musik og censur.