Af Helene Freilem Klingberg

“Jeg har en drøm,” siger musikeren Lapiro fra Mbanga og ser alvorligt på mig, som vi sidder dér i et trangt besøgslokale i hovedfængslet i Douala. Et overfyldt fængsel, der huser 3.840 indsatte.
“En drøm om at en dag skal mine børn og børnebørn og alle Camerouns børn vokse op i et bedre land med frihed og retfærdighed. Og dette land må vi kæmpe for i dag. Bekæmpe et system af magtmisbrug og korruption. Ytringsfriheden har trange kår. Der er mange journalister, som er fængslet her i Cameroun, og som har oplevet chikane og tortur.”

Han ved, hvad han taler om. I september 2008 blev han idømt tre års fængsel for at have skrevet og fremført en sang, der udtrykker befolkningens frustrationer over regeringen og en præsident, der klamrer sig til magten. Nu har han afsonet halvandet år i en celle, som han deler med 60 andre.

For denne sang blev Lapiro i fjor tildelt ‘Frihed til at skabe Prisen’ — en pris til fængslede kunstnere. Prisen er på 25.000 amerikanske dollars (140.000 kroner), og over 1.000 kunstnere fra mere end 100 lande var nomineret i 2009. Han modtog prisen som anerkendelse for hans mod og for hans fremragende kunstneriske udtryk. Han blev valgt af et panel, der blandt andre inkluderer den berømte dirigent Daniel Barenboim og Geoffrey Robertson, en af verdens førende menneskerettighedsadvokater.

Ceremonien fandt sted i Londons Victoria og Albert Museum i december 2009 og den gode nyhed blev meddelt Lapiro over telefonen af danske Ole Reitov, der koordinerer Freemuse-kampagnen for at få ham løsladt.

Symbol på modstand
Lapiro, hvis borgerlige navn er Pierre Roger Lambo Sandjo, er blevet et symbol på fredelig modstand mod demokratiets opløsning i Cameroun. Han begyndte meget tidligt som sanger, musiker og komponist, bare 16 år gammel, og har optrådt i mange lande i Afrika, Europa og USA.

Under mit ophold i Cameroun i marts havde jeg fået kontakt med Lapiro via mobiltelefon og lavet en aftale om besøget, som mange mente ville blive vanskeligt at få tilladelse til. Jeg blev samlet op på et aftalt sted i Douala af en uniformeret fængselsbetjent og kørt gennem byens smalle og overfyldte gader med markeder og enorm trafik.På vej ind i fængslet passerer vi forbi fængselsgården, hvor en stor gruppe mænd råber ‘Mama! Mama!,’ da de ser mig, og strækker deres hænder ud i håb om at få noget. Jeg skal aflevere mit pas og kamera til vagten, men får lov at holde mobiltelefonen — og får også lov at tale med Lapiro, uden at der er andre til stede.

Han fortæller, at han får besøg af sin kone — der bor 140 kilometer væk — fire gange om ugen, og at hun også medbringer noget mad til ham. Det er en elendig kost, man får i fængslet. Der uddeles kun små portioner af majs og ris. Han har syv børn i alderen mellem seks og 32 år, og den ældste søn kom, da jeg var der. Han nærede tydeligvis stor omsorg for sin 53 år gamle far.

“For mig har denne pris været en stor anerkendelse og opmuntring,” siger Lapiro og tilføjer: “Jeg ser det som en pris, der ikke kun er til mig, men til alle, der kæmper for menneskerettigheder og ytringsfrihed. Den har både symbolsk og materiel betydning for mig og min familie. Og den har ført til stor opmærksomhed fra organisationer og medierne. Musik kan være et effektivt redskab mod korruption og magtmisbrug. Jeg har også glædet mig over at modtage Pen-prisen.”

Hvad var omstændighederne, der knyttede sig til din sang og den fængselsdom, du fik?

“Det var en periode med stor uro i Cameroun, hvor taxachaufførerne strejkede på grund af en forhøjelse af benzinpriserne og demonstrationer blandt almindelige mennesker på grund af sult og stigende fødevarepriser. Jeg havde ikke deltaget i noget af dette, men blev udsat for falske anklager og beskyldninger om, at jeg skulle have opfordret til strejken. Jeg skrev en sang, hvori jeg udfordrede præsident Paul Biya og formidlede en kritik af hans styre, fordi han ikke har nogen respekt for landets grundlov, men har ændret den, sådan at han kan forblive på sin post på livstid. Nu har han regeret i 26 år med forsømmelse af sit embede. Perioden skulle rent faktisk have udløbet i 2011 – men han belaver sig på at fortsætte ufortrødent.”

“Jeg opfordrer både medier, frivillige organisationer og regeringer til at engagere sig for dem, der er fængslet på grund af deres meninger,” siger Lapiro, da vi siger farvel, og jeg er på vej ud igen til friheden og får mit pas og kamera tilbage af fængselsbetjenten.

Selv frygter Lapiro, at hans fængselsstraf vil blive forlænget.

Journalister anholdes
I Arendal i Norge har journalist Philip Njaru fra Cameroun fået asyl. Han er gentagne gange blevet chikaneret, arresteret, fængslet og tortureret de seneste 10 år på grund af sine afslørende artikler om korruption og menneskerettighedskrænkelser fra sikkerhedsfolk og regeringen i Cameroun. Dette fortalte han om på konferencen ‘Frie medier’ i Fredrikstad.

Han holder sig opdateret om situationen i sit hjemland og kan fortælle, at i midten af marts 2010 blev der sendt et brev til Camerouns præsident fra CPJ — Committee to Protect Journalists. Her blev der udtrykt stærk kritik og stor bekymring over chikanen af mindst et dusin journalister i Cameroun. Disse reportere har sat spørgsmålstegn ved måden offentlige finanser bliver håndteret på, manglende fremskridt i bekæmpelsen af korruption og sager, som vedrører de lokale myndigheder. Flere journalister er blevet arresteret.

Kommiteen påtaler, at sikkerhedsstyrkerne og strafferetlige domstole er blevet inddraget for at løse tvister i forhold til medierne, og beder til, at præsidenten gennemfører reformer, der kan overføre sådanne sager til civile domstole. Nu foregår der vilkårlige anholdelser, straffesager og endog tortur af journalister, der stiller kritiske spørgsmål, og de tvinges til at afsløre deres kilder.
Det gælder både redaktører og journalister i pressen og tv.

En sådan praksis underminerer myndighedernes bestræbelser på at udrydde korruption og svækker tilliden til retsstaten og demokratiet i Cameroun, skriver CPJ. Adgang til information er en grundlæggende menneskerettighed, der er beskyttet af De Forenede Nationer og afrikansk lovgivning.

Helene Freilem Klingberg er journalist og lyriker